Projekbeskrivelse

Foredrag om robotteknologi i øjenhøjde

Gain & Co. tilbyder foredrag om automation og robotteknologi til forskellige målgrupper.
En af dem, der har benyttet sig af foredragene, er Elsebeth Lillienschiold, direktør for Norden og Baltikum i den globale franske spirituskoncern, Rémy Cointreau.

Da Nordic Travel Retail Group holdt seminar i maj 2018, foreslog Elsebeth Lillienschiold, der er medlem af bestyrelsen, at man hyrede en ekspert ind til at fortælle om robotteknologi. Emnet er relevant for detailbranchen, men der er behov for at bringe det ned i øjenhøjde, så man får en forståelse af, hvad teknologien konkret kan bruges til. 

Via Odense Robotics kom Elsebeth Lillienschiold i kontakt med Mikkel Viager, robotekspert i Gain & Co. som blev hyret ind til opgaven. 

”Mikkel tog højde for, at vi er en blandet gruppe af både operatører som Viking Line og Københavns Lufthavn og producenter som Rémy Cointreau og Toms. Og at vi spænder vidt fra direktører til brand managers med måske ti forskellige nationaliteter. Der skulle være noget for alle.”

Gruppen lagde desuden vægt på, at det skulle være en visuel præsentation. Og ifølge Elsebeth Lillienschiold blev det en god blanding af stillbilleder og video kombineret med sjove cases.

Da Dansk Selskab for Virksomhedsledelse Gruppe 24, som Elsebeth Lillienschiold med et enkelt afbræk pga. udenlandsophold har været medlem af siden begyndelsen af 90’erne, senere i 2018 skulle holde mini VL-døgn, kontaktede hun igen Mikkel Viager. 

”Emnet var det samme, men målgruppen var nu virksomhedsejere og -ledere. Vi fik indblik i den historiske udvikling inden for automation og robotteknologi, som blev krydret med gode cases. Det kan være vanskeligt at hyre tekniske specialister ind, da stoffet i sig selv kan forekomme tørt og kompliceret. Men Mikkel formår at tale i øjenhøjde om vanskelige tekniske emner, og det er faktisk en sjældenhed,” fortæller Elsebeth Lillienschiold. 

Hun vil overveje at hyre Mikkel ind som oplægsholder igen. 

”Et foredrag af denne type efterlader én klogere og mere inspireret. Man får viden, der reelt kan bruges, hvis man skal ud og investere i robotteknologi på arbejdspladsen,” slutter Elsebeth Lillienschiold.