Flere og flere virksomheder vil have kortlagt, hvor meget de kan automatisere

By |2019-02-07T12:45:20+00:007. september 2018|
Virksomheder på tværs af brancher efterlyser i stigende grad hjælp til at komme i gang med automation. Derfor har Gain & Co udviklet et screeningskoncept, som kortlægger virksomhedernes forretning og peger på, hvor de ”lavthængende robotfrugter” kan høstes, og hvor der kan sættes ind med større projekter. 

Med robotingeniører og profiler fra it-branchen ved roret kan Gain & Co levere en unik kombination af teknologisk indsigt og specialviden om robotter med forståelsen af den enkelte forretning.

Blandt dem, som benytter Gain & Co’s automationsscreeninger, er Arbejdsgiverne. De tilbyder i øjeblikket deres medlemmer en prøvescreeningsordning på favorable vilkår. Desuden driver Gain & Co sammen med Arbejdsgiverne et produktionsnetværk, hvor medlemmerne bliver klædt på til at optimere deres forretning gennem bl.a. automation.

Læs mere i pressemeddelelsen nedenfor:

Fuld fart på automatiseringen i danske virksomheder

Brancheorganisationen Arbejdsgiverne er gået sammen med konsulenthuset Gain & Co og tilbyder nu medlemmerne en grundig screening af deres automationspotentiale. Foreningen forventer, at det vil få omkring 20 procent flere til at investere i robotteknologi.

Robotteknologi kan erstatte mange virksomheders manuelle processer og derved forbedre både produktivitet og kvalitet. Særligt ensidige, beskidte og farlige processer er interessante at tage fat på. Men mange små og mellemstore produktionsvirksomheder er ikke for alvor kommet i gang.

Sammen med konsulenthuset Gain & Co, har Arbejdsgiverne siden juni i år besøgt en række virksomheder og screenet deres produktion for processer, der kan erstattes helt eller delvist af robotteknologi med en overskuelig og fornuftig økonomi.

– Vi har fået vækket en ny bevidsthed hos de små og mellemstore virksomheder om, hvad robotteknologi kan gøre for deres produktion, siger Michael Tipsmark, der er branchechef for industri i Arbejdsgiverne.

I løbet af sensommeren og efteråret vil man screene den næste pulje virksomheder.

– Robotmarkedet har ændret sig kolossalt over de sidste fem år, og i dag vil langt de fleste virksomheder, helt ned til nogle få ansatte, kunne bære en robotinvestering og blive mere effektive, siger Søren Peters, partner i Gain & Co.

Arbejdsgiverne tilbyder gratis screeninger som et forsøg, men forventer at gøre ordningen permanent. En screening omfatter en dialog om virksomhedens strategi, screening af produktionen samt en konklusionsrapport. Efterfølgende kan virksomheden vælge at tilkøbe hjælp hos Gain & Co til kravspecifikationer, business cases, udbudsmateriale, robotvalg, implementering og optimering.

Kontakt:

Mikael Tipsmark, branchechef for industri i Arbejdsgiverne. Telefon 63173390.

Søren Peters, partner i Gain & Co. Telefon 20250550.